Historie

Stenalderfund ved Askø

Stenalderboplads og en stammebåd

Forud for etableringen af et nyt elkabel, gennemførte Vikingeskibsmuseet, i august 2014, marinarkæologiske undersøgelser af havbunden mellem Lolland og Askø. 

Disse undersøgelser skulle lede til nogle interessante fund. 

Ved Askø fandt man på 2 meters vanddybde en stenalderboplads og mere en 20.000 stykker flint samt en masse spændende genstande af træ. 
Blandt andet fandt man resterne af en stammebåd, hvori der forekom en revne. 

Jørgen Dencker, leder af Vikingeskibsmuseets marinarkæologisk afdeling udtaler:

'Det mest spændende ved den her stammebåd er, at der nede i den ene ende forkeommer en reparation. Allerede i stenalderen prøvede man at reparere en revne i stammebåde, man har lagt bark henover revnen og måske har man endda fyldt en tætningsmasse i revnen først. Herefter har man på begge sider af barkstykket boret huller og syet det sammen'

Ud fra formen på de mange pilespidser der blev fundet, kan bopladsen dateres til ca. 5.000 - 4.500 f.Kr. som svarer til Ertebøllekultur den sidste del af jægerstenalderen.
 
Se video fra arbejdet: (LINK)
 
Læs mere fra TV-øst (LINK)
 
Adelige på Askø og Lilleø.
 
De indfødte på Askø skal have blåt blod i årene, idet den adelige præst Mule's to døtre giftede sig med to bønder på øen. Maren og Hans Hansen Løjet fik seks børn, og Judith og Michel Jensen Grimmer fik 14 børn. Men blodet er vist blevet lidt tyndt i tidens løb. Men hvem er efterkommere af dem ?
 
 
Den forfængelige og nærsynet præst ( 1714 - 1731)
Præsten Dreyer kom til Askø 1714. Der fortælles om ham, at han var kæmpestor og havde kæmpekræfter, mens hans Degn var lille og spinkel. Når de to i mørket om aftenen sammen skulle hjem fra gilder, tog præsten degnen op på skuldrene og bar ham, for at han kunne se, hvor der var renest at gå, da præsten var nærsynet og forfængelig. Dette tyder jo på venskab skulle man tro. Men engang revnede venskabet. Degnen havde fået for meget at drikke, og kunne ikke se, så han guidede præsten ud i pløret,. Præsten blev så gal, at han gav degnen så mange prygl, at degnen af skræk for gentagelse flygtede bort fra øen og sit embede. Ingen kunne få ham tilbage. Han kom først tilbage, da han hørte at præsten var død i 1734.